hvadsagdedu?

"Jeg sidder bare ude i farvene".
"Hvad vil du sige med det"?
"Ja. Det gør du jo ikke".
"Hvem siger jeg vil sidde i farverne"?
"Det vil alle normale mennesker da".
"Nå".
"Men du er jo heller ikke normal".
"Næh".
"Du er jo så kedelig og.. underlig".
"Kryptisk".
"Ja. Whatever. Kryp-te-tisk".
"Mh. Det kan vi godt sige".
"Ja. Jeg ved ikke om du hørte det - men det sagde jeg faktisk".
"Jeg er bare et menneske".
"Ha-ha. Det er vi alle da".
"Ja - med eller uden tilbehør".
"Tilbehør? Hvad fanden er der galt med dig? Vi er jo ikke en omgang julebuffeter".
"Nej. Det er det jeg siger - vi er mennesker".
"Med tilbehør? Hold kæft mand. Helle for remouladen".
"Tja.. ".
"Eller måske skulle jeg også tage laksen? Den farve plejer at stå godt til min hud".
"Jeg holder mig til mig".
"Jeg er ked af at sige det, men du er og bliver altså virkelig sær. Og underlig".
"Det er vel en fin ting at blive stemplet som".
"Øh? Hvilken tidsalder kommer du lige fra"?
"Jeg siger jo til dig.. vi er alle mennesker. Og jeg er bare mig".
"Jamen hvem fanden skulle du ellers være? Og hvem skulle jeg ellers være? Kirstine"?
"Nej. Men måske prøvede du på det".
"Hold kæft mand. Åh gud, gad vide hvordan man kan tage så meget skade? Det var da det mest underlige jeg længe har hørt".
"Det er egentlig også ret underligt. Synes jeg".
"Så det du siger er altså, at du er perfekt og vi andre er ikke os, men andre"?
"Nej. Det var ikke det jeg sagde... ".
"Hvad fanden er det så du prøver at spille så smart med? ÅH! At jeg gider tage den her diskussion med dig".
"Det var der ingen der sagde du skulle. Jeg sagde bare, at...".
"At du er dig - og så sagde jeg, at jeg da bare er mig - men så begyndte du at snakke om tilbehør - og så var det jeg tænkte - hvad fanden har det med mig og dig at gøre"?
"Abstraktion".
"Oh My God. Så tal dog dansk? Helt ærligt. Du spiller så smart og himler op med dine udenlandske ord hele tiden".
"At abstrahere er altså dansk, og..".
"Åh, så drop det dog. Hvordan - sig mig lige - kom vi så langt ud? Se! Nu regner det også"!
"Du sagde noget med nogle farver".
"Ja - jeg prøvede på at tale med dig på et niveau, jeg troede ville passe til dig. Men hey; se hvad vi fik ud af det? Ikke og en skid. Det er rigtig nok hvad de andre siger, der er noget sært ved dig".
"Ja. Det er der vel".
"Din måde at være på, at sige de der ting på, bare den der måde, du... ".
"Min attitude"?
"ÅH! Glem det. Du er så forfærdelig ikke-menneske-agtig, at du intet fatter når jeg taler til dig".
"Det er bare i orden. Vi kan jo ikke alle være menneskelige på samme plan".
"Se? Og du bliver ved. Ikke for noget, men jeg forstår altså godt du ikke rigtig har nogle venner".
"Hvem siger jeg ikke har det"?
"Det gør alle sgu da. Har du lukket dine ører eller hvad? Og hvad mine dine øjne - trænger du til briller"?
"Næh. Egentlig ikke, jeg har det fint med at være i det jeg er i".
"Åh. Jeg gider ikke mere. Du er så sær. Vi ses"!
"... og du er åbenbart bare et menneske. Med tilbehør op over begge ører. Men sådanne individer skal der jo også være plads til".

Åh, hvilken vidunderlig regn. Og hvilke forskelligeheder.

..