når det roder.. lidt
og når han sidder over sin varme kop kaffe med sin smøg over hovedet og tankerne, ordne lige foran sig, som burde han blot række hånden ud og fange dem. de dage findes der alverdens af, men selvom de alle ligner hinanden og dog alligevel ikke, finder han dem fantastiske og alligevel så enestående at de alligevel aldrig helt bliver identiske. når så natten begynder at melde sin ankomst og solen for alvor er gået ned og hans førhenværende livlige sjæl begynder at slække, da vælder kopper og kander af te og kaffe over ham og smøgerne tager til i styrke; for det er nu han skriver bedst, det er nu, hvor det er mørkt, dystert og nu, når han er indhyldet i tågen fra kaffekandens dampe og teens superlative smag af den intethed han suger mest og alt ud af.
da han lettet falder tilbage i sin stol og har smidt alverdens ord og stavelser ud fra sit inderst, har han det som er blot en kæmpe orgasme vældet over ham. og snart, når han slukker den sidste smøg, drikker den sidste tår og ruller de efterhånden beduggede persienner ned; da sover han dybt og drømmer videre om den virkelighed han skaber blandt ordene, linjerne, tankerne, refleksionerne og ikke mindst hans virkelig realitet der snart virker som motoren i alles drivværk.
han slukker lampen helt; og det er først nu, da han lukker øjnene og smager duften af aftens sensommer dug, at det går op for ham, at han er et menneske af kød og blod; et menneske af alle kræfter, der har lige så meget lyst og lov som de fleste - forskellen er blot at han udviser og udforsker det til det ypperste.
godnat.